HVAD ER KINESIOLOGI?
En kinesiolog arbejder med kroppens energisystem. Kroppen husker fysiske og følelsesmæssige belastninger som for eksempel sygdom og chok. Dette kan lagre sig i kroppen og svække immun- og nervesystemet.
Med en kinesiologisk behandling kan du:
- Fjerne fysiske eller psykiske belastninger, der ligger under dine symptomer
- Styrke de selvhelbredende kræfter, som giver sundhed og velvære.
Kinesiologien tager altid udgangspunkt i den enkelte klients liv og udfordringer, og behandlingen er præcis og nænsom.
Klienterne får typisk hjælp til at håndtere:
- Frygt og symptomer som følge af stress
- Alle former for mistrivsel
- Smerter
- Søvnproblemer og træthed
- Overfølsomhedsreaktioner
- Vanskeligheder med indlæring og koncentration
Kinesiologi kan også bruges, når du ønsker at:
- Supplere et behandlingsforløb i sundhedsvæsenet med en helhedsorienteret tilgang
- Få balance i krop, psyke og sjæl
- Opnå et bestemt fysisk, følelsesmæssigt eller mentalt mål
- Overkomme magtesløshed, sorg og negative tanker
- Styrke overskud og livsmod
- Forstå, hvad kroppens signaler fortæller
- Genvinde eller bevare sundhed
- Komme til kræfter og styrke kroppens selvhelbredende evner
En afbalancering styrker energi og livskraft. Mange klienter har oplevelsen af, at afbalanceringen kan forvandle underskud til overskud og handlekraft.
- Danske Kinesiologer ser kinesiologi som en komplementær behandlingsform. Det vil sige, at vi opfatter vores fag som et supplement til det etablerede sundhedssystem.
En behandling
En kinesiologisk behandling kaldes en afbalancering. En behandling varer typisk 1-1½ time. Der er god tid, så man som klient kan følge med og få ny indsigt i sammenhænge mellem oplevelser, følelser og symptomer.
Ved første behandling kan klienten og kinesiologen finde frem til et mål / tema for afbalanceringen. Målet / temaet defineres positivt, som var det allerede opnået. Et mål kan være ”jeg bevæger mig frit uden smerter”, ”jeg mærker og udtrykker glæde” eller ”jeg læser nemt og hurtigt”.
Afbalanceringen er en unik proces og præget af stor nænsomhed og medbestemmelse.
Muskeltesten afdækker aldrig mere, end kroppen er parat til at håndtere.
Nogle gange er en enkelt behandling nok, andre gange er der behov for et længere forløb.
- Der sker så meget i forskellige lag i kroppen under behandlingen, og det er dejligt man ikke behøver sætte ord på det hele, for det ville jeg slet ikke kunne nå. Det vigtigste for mig er at huske, hvilke ændringer jeg har brug for, så jeg kan komme videre. Kvinde, 38.
DE GRUNDLÆGGENDE METODER
Kinesiologens vigtigste redskab er muskeltesten. Med muskeltesten kan man afdække tilstanden i kroppens energisystem, meridianerne.
Testen foregår ved at kinesiologen lægger et let tryk på klientens arm eller ben i en bestemt position, samtidig med at kinesiologen kommunikerer med klienten gennem kroppen. Kinesiologen aflæser den måde, musklen reagerer på, som viser, hvor kroppen er belastet og hvor der skal sættes ind. Kommunikationen med kroppen foregår både på det bevidste og det ubevidste plan.
Afbalanceringen kan udføres ved hjælp af massage af akupunkturpunkter, fysiske øvelser, vitaminer og mineraler, påvirkning med lyde og andre metoder, som den pågældende kinesiolog har uddannet sig i.
Når energimæssige blokeringer fjernes, sættes kroppens selvhelbredende evner i gang. Desuden får personen indsigt og bevidsthed om egne indre funktioner, reaktioner og ressourcer.
- Noget af det vigtigste, afbalanceringen kan, er at vække klientens vilje til forandring og tro på, at positive ændringer er mulige