Det hele menneske
I kinesiologien ses mennesket som bestående af kroppen, bevidstheden og tankerne, følelserne og meridian-energien.
De forskellige dele påvirker hinanden indbyrdes. Det betyder at et symptom på ét område kan have sin årsag i et andet område. Et dagligdags eksempel er, når man får ondt i maven af nervøsitet.
I den kinesiologiske behandling, kaldet afbalancering, arbejdes der med energibaner/meridianer. Meridianerne transporterer energi rundt til kroppens muskler og organer. Hvis en meridian blokeres, stoppes energistrømmen på samme måde, som når en dæmning bremser en flod: neden for dæmningen tørrer floden ud af mangel på vand og næring. Når meridianen blokeres, taber de berørte muskler og organer noget af deres funktionsevne, fordi de ikke får tilført den nødvendige energi.
Evnen til selvheling
Kinesiologiens udgangspunkt er, at kroppe er indrettet til selv at kunne hele ubalancer og sygdom. Meget af den selv-heling, kroppen udfører, er vi så vant til, at vi ikke registrerer det som noget særligt – for eksempel at et sår holder op med at bløde og heler af sig selv. Disse medfødte kropslige ressourcer styrkes og gøres mere bevidste gennem kinesiologisk behandling. En afbalancering styrker livskraften og øger energien, således at de sunde og livgivende processer fungerer optimalt. Herefter er det lettere at se de muligheder, vi har i hverdagen, og at vælge det, der styrker os.
Kroppen husker
Kroppens celler har hukommelse, og det gør samtale gennem kroppen mulig. Cellerne har en total hukommelse om, hvad der er sket i livet, og de har lagret styrkende og belastende oplevelser. Ved hjælp af muskeltesten kan man ”tale” med cellerne uden om hjernen og talesproget. Man kan således få at vide, hvilken belastning det er, kroppen ikke selv magter at komme sig over og hvornår belastningen indtraf.
Ved alle former for indlæring, det vil sige når et menneske lærer at læse, møder nye mennesker eller begynder på et nyt arbejde, lagres alle de sanseoplevelser, såsom kropsstilling, berøring, dufte eller lyde, der indgår i situationen. Det betyder, at hvis et skolebarn føler sig udenfor under indlæringen af første halvdel af alfabetet, kan nervesystemet reagere med modstand overfor de samme bogstaver senere i livet. Det er ganske upraktisk, og det kan være svært at forstå, men heldigvis kan det overvindes
