Otte km i andet gear

En smertefuld skulder førte musikeren Peter Vollstedt til sit første møde med en kinesiolog. Oplevelsen ændrede hans syn på behandlingsformen – og blev begyndelsen på et mangeårigt forhold til kinesiologi.

Da skulderen sagde stop

I begyndelsen af 1990’erne havde jeg optrådt ved et stort halarrangement. Bagefter fik jeg voldsomme smerter i højre skulder og kunne hverken løfte eller bruge armen ordentligt. Det var et alvorligtproblem: Som musiker og entertainer var jeg afhængig af kroppen, og allerede den følgende weekend ventede næste optræden.

Jeg opsøgte min læge og prøvede også massage og kiropraktik. Da smerterne fortsatte, foreslog min hustru, at jeg kontaktede kinesiolog Birthe Nielsen. Min hustru havde lært Birthe at kende, mens de studerede zoneterapi sammen.

En skeptiker på briksen

Jeg var ikke afvisende over for alternative behandlingsformer. Tværtimod. Men netop kinesiologi havde jeg svært ved at tage alvorligt. Da det, jeg allerede havde prøvet, ikke hjalp, og kalenderen pressede, måtte jeg alligevel “krybe til korset”.

Birthe boede otte kilometer uden for Haderslev. Køreturen blev i sig selv et billede på, hvor begrænset jeg var: Jeg kunne ikke bruge højre arm til at skubbe gearstangen op i tredje gear, så jeg kørte hele vejen i andet.

På briksen sagde jeg ærligt til Birthe, at jeg opfattede hendes behandling som “hokuspokus”. Jeg understregede, at jeg respekterede hende som menneske – men forventningerne til kinesiologien var beskedne. Samtidig havde jeg ikke mange andre muligheder, så den skulle have en chance.

En hjemtur uden smerter

Da Birthe tog fat i min arm og begyndte at bruge den som testarm, ændrede noget sig. Uden at arbejde direkte med selve skulderen oplevede jeg, at jeg igen kunne bevæge armen, og at smerterne var væk.

På vej hjem kunne jeg pludselig skifte gennem alle gear uden smerter. Jeg var målløs. Hvad var det, jeg lige havde oplevet?

For mig blev det en øjenåbner. Fra den dag fik jeg en ny forståelse af, hvor vigtigt det er, at kroppen er i balance. Kinesiologien gik fra at være noget, jeg tvivlede på, til at blive en behandlingsform, jeg selv oplevede som meningsfuld.

Kroppen er mit arbejdsredskab

Som professionel trommeslager, sanger og entertainer stiller jeg store krav til min koordination. Arme og ben skal kunne arbejde uafhængigt af hinanden, mens hovedet samtidig skal holde styr på sang, tale og kontakten med publikum. Hvis kroppen er ude af balance, mærker jeg det hurtigt – og det påvirker mit arbejde.

Derfor har kinesiologien siden fået en fast plads i mit liv. Jeg bruger behandlingen, når jeg mærker ubalancer eller gener, men også som en form for sparring i mit arbejde som musiker. For mig handler det ikke kun om at reagere, når noget gør ondt. Det handler også om at lytte til kroppen og være opmærksom på dens signaler.

Også en spirituel dimension

Senere blev jeg introduceret til den mere spirituelle side af kinesiologien. Den har også fået stor betydning for min tilværelse. Oplevelser, som jeg tidligere havde haft svært ved at forklare eller placere, begyndte at give mere mening, da jeg lærte denne del af kinesiologien at kende.

Tre kinesiologer – én sammenhængende rejse

Da Birthe Nielsen gik på pension, overtog Lone “KinesioLone” Gellert. Hun førte forløbet videre og hjalp mig både med kropslige ubalancer og med sparring om mit arbejde som musiker.

Da Lone senere valgte at stoppe som kinesiolog, blev Fie Brogaard Hansen i Toftlund min behandler. Hos Sofie oplever jeg, at rejsen fortsætter. Hver af de tre kinesiologer har på sin måde bidraget til, at jeg kan bruge kinesiologien som støtte i både hverdagen og mit professionelle liv.

Min første tid hos en kinesiolog var et nødvalg, fordi jeg skulle kunne optræde. I dag er kinesiologi et bevidst valg. Tak til Birthe, Lone og Sofie, fordi I har åbnet døren til et univers, jeg engang afviste – og som siden har fået en vigtig plads i mit liv.

Om skribenten
Peter Vollstedt er 68 år, gift og bosat i Haderslev. Han arbejder som musiker og entertainer, blandt andet som professionel trommeslager. Artiklen beskriver hans personlige oplevelser med kinesiologi.

Går du også med en kinesiolog i maven?

Drømmer du om at uddanne dig i verdens bedste fag og samtidig blive en del af Danske Kinesiologers faglige netværk, så VELKOMMEN HER. Læs mere om uddannelsen.

En sundhedsordning for virksomheder

Som virksomhedsejer kan du indgå en aftale med skattefordele med en Kinesiolog RAB. Ordningen gælder for alle virksomheder inkl. enkeltmandsvirsomheder.

Iask - vores internationale familie

Som medlem af Danske Kinesiologer kan du blive en del af et endnu større netværk, nemlig vores internationale kollegaer fra hele verden. Du kan blive medlem for bare få kroner.