Det var så slemt, at hun næsten ikke kunne køre børnene i skole. Hun undgik større veje og kryds, og det krævede omfattende omveje at få familieliv og arbejde til at fungere. Da Lise Kristensen opsøgte en kinesiolog, var hun nået dertil, hvor hverdagen næsten ikke længere kunne hænge sammen.
Hun havde kæmpet med angst i mange år. Været hos psykolog og fået medicin og tidligere kunne hun få angsten under kontrol.
Men i 2025 var den tilbage. Denne gang for fuld styrke.
”Jeg kunne ingenting. Alt føltes som en kamp, og verden var til at brække sig over. Når jeg skulle køre børnene i skole, fik jeg kvalme, og jeg kørte omveje for at undgå den direkte vej,” fortæller hun.
Så tog hun til kinesiolog.
Den 43-årige tidligere thybo havde altid haft et behov for at forstå. Som ung besluttede hun sig for at læse medicin, fordi hun ville hjælpe mennesker og forske i sygdomme. Da det ikke fungerede for hende, skiftede hun til biologi og siden molekylærbiologi.
”Jeg vil altid gerne gå dybere og finde en forklaring, finde en løsning,” siger hun.
Men denne gang kunne hun hverken finde en forklaring eller en løsning. Hun var kørt fast.
Angsten opstår
Som barn mistede hun sin morfar. Som teenager blev én af hendes bedste venner, Martin, dræbt i en trafikulykke. To år senere var hun vidne til, at en anden dreng blev påkørt. Som 18-årig kørte hun selv galt og vågnede fastklemt i bilen med mennesker stående omkring sig.
”Jeg så, at livet er utroligt skrøbeligt. Der skal så lidt til,” fortæller hun.
Da hun som 27-årig besvimede til en eksamen og vågnede op med en flok mennesker omkring sig, skete der noget.
Angsten dukkede op.
”Jeg måtte ikke føle mig lukket inde nogen steder. Det blev så voldsomt, at jeg kom til psykolog og fik medicin. Efter dét fik jeg angsten fuldstændig under kontrol,” husker hun.
I flere år fungerede det.
Men så kom nye belastninger til, og angsten voksede igen. Først blev de store veje for meget. Så motorvejene. Så de mellemstore kryds. Til sidst blev selve tanken om at skulle køre børnene i skole nok til at udløse kvalme.
Det fik hende langsomt til at bygge sit liv rundt om angsten.
- Det er vildt, at man kan tappe ind i et årstal, hvor der præcis ligger noget, der handler om den følelse, som kroppen har brug for at få set på. Jeg får både noget, mens jeg er her, men også noget at tænke over, når jeg kommer hjem.
Uden forventninger
Da Lise Kristensen lagde sig på briksen hos kinesiologen for første gang, var det fordi, at hun ikke orkede mere.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle forvente.
Den første behandling handlede især om at afbalancere hendes meridianer.
”Da jeg kom hjem, var jeg okay, men så føltes det som om, alt i min krop byttede plads. Jeg havde kvalme og følte mig skidt tilpas. Den nat sov jeg næsten ikke, men da det havde raset ud, faldt min krop til ro,” fortæller hun.
Og så skete der noget, hun ikke havde regnet med.
Hun kunne køre sine børn i skole igen.
Det blev begyndelsen på et længere forløb.
Lise Kristensen erfarede, at der efterhånden dukkede flere ting op i behandlingerne. Gamle oplevelser. Følelser. Minder. Ting, hun havde gemt væk.
Det blev ikke kun til noget, der foregik på briksen.
”Det er vildt, at man kan tappe ind i et årstal, hvor der præcis ligger noget, der handler om den følelse, som kroppen har brug for at få set på. Jeg får både noget, mens jeg er her, men også noget at tænke over, når jeg kommer hjem,” siger hun.
Det fortsætter efter behandlingen
For den 43-årige var det netop dét arbejde, hun selv skulle lave, der gav den største indsigt.
Hun oplevede ikke kun forandring i kroppen, hun oplevede, at behandlingerne gav hende noget at undersøge i sig selv.
Når kroppen var klar, kom følelsen op til overfladen, og så kunne hun arbejde med den.
”Det gik op for mig, at jeg havde Martin hos mig, og jeg fik overskud til at sætte ham fri,” fortæller hun.
For Lise Kristensen blev det en måde at se hendes reaktioner i et nyt lys.
Det betød ikke, at hun pludselig havde fundet alle svar. Og hun forventer heller ikke, at der ikke kommer mere.
Tværtimod.
”Jeg tror stadig, at der vil dukke nogle ting op, og når jeg mærker, at det sker, så tager jeg til kinesiolog og rydder op i det,” forklarer hun.
Hun ved nu, at det, hun mærker, ikke nødvendigvis bare skal holdes nede, eller at hun skal lære at leve med det. Det giver bedre mening for hende at undersøge det.
- Jeg tror stadig, at der vil dukke nogle ting op, og når jeg mærker, at det sker, så tager jeg til kinesiolog og rydder op i det.
Slipper blokeringer
I juni 2026 oplevede Lise Kristensen endnu en forandring. Efter en behandling på en anden klinik, hvor hun fik sat den første nakkehvirvel på plads, oplevede hun, at kroppen i endnu højere grad kunne give slip på de blokeringer, hun følte, havde samlet sig indeni.
Hendes verden begyndte at blive større igen.
Hun kørte en veninde hjem og mærkede pludselig noget, hun næsten havde troet var umuligt: Måske kunne hun få glæden ved at køre bil tilbage.
Hun tog til koncert med sit barn og stillede sig helt oppe foran blandt alle de andre forældre og filmede.
Det, der tidligere ville have været utænkeligt, var pludselig en realitet.
For Lise Kristensen handler forandringen ikke kun om, at hun igen kan køre en bestemt rute eller opholde sig et bestemt sted.
Det handler om at få sit liv tilbage.
Indsigter følger med
Hun er ikke i tvivl om, at hendes oplevelser med kinesiologien har arbejdet anderledes i hende end noget, hun tidligere har prøvet.
Hun har fået indsigt i, at der kan være mere at undersøge end selve angsten. At gamle oplevelser og følelser kan være værd at se på, når kroppen reagerer.
Det har givet hende en anden forståelse af sig selv.
Hun har også en klar besked til andre, der overvejer at prøve kinesiologi.
”Man skal også være klar på, at man kan få noget at vide, som man ikke havde regnet med. At kroppen viser noget, som man måske ikke havde lyst til at se,” siger hun og fortsætter:
”Du skal blive væk, hvis du ikke er interesseret i at vide, hvordan tingene inde i dig hænger sammen. For der følger også nogle indsigter med.”
For Lise Kristensen blev kinesiologien begyndelsen på en levemåde, hvor hun ikke længere kun forsøger at komme uden om det, der gør hende bange.
Hun er begyndt at se på, hvad der ligger bag.
