Af Birgit Nielsen, DK-kinesiolog®, RAB, Instruktør
Dette er en historie om hvad kroppen kan fortælle. Om feminin energi, stagnation og om undertrykte følelser.
Baggrunden for denne artikel er en oplevelse i klinikken. En ung kvinde, som henvendte sig på grund af fibromer i livmoderen. Hun var meget generet af et 9 cm stort fibrom, som gav voldsomme blødninger, og det tappede hende fuldstændig for energi. Hun havde tidligere gået til kinesiolog, og det var naturligt for hende at søge denne behandling igen, for hun følte sig desværre ikke mødt i det etablerede system.
Hormoner i ubalance
Fibromer er godartede muskelknuder i livmoderen, og de forekommer hos ca. halvdelen af alle kvinder i den fødedygtige alder. Samspillet mellem østrogen og progesteron er kørt er sporet, og østrogenspejlet er for højt. Hvis knuderne er meget generende, kan man blive tilbudt behandling i form af medicin eller kirurgisk indgreb, men som oftest lærer man at leve med det.
Da hun henvendte sig, vidste jeg med det samme, at jeg kunne søge hjælp i det materiale, som jeg har fra David Corbys kurser, mere specifikt i Master Course in Body Psychology.
David Corbys antagelse er, at menneskekroppen råder over utrolige selvhelbredende kræfter. Når vi bliver syge, skyldes det, at vi har vendt vores oprindelige natur ryggen, ignoreret vores hjerte og brugt vores vilje til at tilfredsstille vores forstand i stedet for at tilfredsstille vores sjæl.
Livmoderen - "det lille hjerte"
Fibromer er en indre sygdom, og de fleste indre sygdomme opstår på grund af disharmoni i de indre organer, og det kan føres tilbage til indre eller ydre årsager.
Som oftest er der tale om en mangeltilstand eller stagnation. Alle fortykkelser og knuder er for det meste ansamlinger af fugt, slim eller blodstagnation. De er en fysisk manifestation af stagnation, og oftest er de udtryk for emotionelle problemer, der sidder fast, og de er af ældre dato.
De emotionelle problemer kan handle om skyld, manglende tilgivelse, giftige følelser. Problemer med / i livmoderen handler for det meste om temaer i jordelementet eller mor-temaer. Mor-temaer kan både være i relation til ens mor, men også hvordan man er mor for sig selv og er i stand til at nære sig selv.
Fugt/slim-symptomer indikerer ofte uopfyldte behov og manglende omsorg til sig selv. Man er hele tiden oppe i hovedet, optaget af at dække andres behov. Det er svært at tage imod. Man signalerer at være stærk og uafhængig, og derfor får man ingen støtte. Ofte er der stress indover.
Livmoderen er et af vores rytmiske systemer – fra menstruation til ægløsning til menstruation – det hele er en lang rytme, som gentages cyklus for cyklus, år ind og år ud. Chok og undertrykte følelser kan blokere og skabe stagnation, og det påvirker livmoderen, som ikke kan tåle manglende rytme.
- Livmoderen er et organ, som kun kvinder har. Altså besidder den også feminin energi. Derfor handler det også om, hvordan vi forvalter vores feminine energi.
Ud fra et østligt perspektiv omtales livmoderen som det lille hjerte, og det modtager blod og information fra det store hjerte. Information er følelser, både bearbejdede og ubearbejdede. Sidstnævnte kan resultere i PMS (humørsvingninger = ubalancerede følelser).
Livmoderen bearbejder informationen, og så forsvinder den under menstruationen, ligesom PMS bliver mindre udpræget under menstruationen. Det siges, at livmoderen græder de tårer, som hjertet ikke har grædt.
Livmoderen er et organ, som kun kvinder har. Altså besidder den også feminin energi. Derfor handler det også om, hvordan vi forvalter vores feminine energi. Er vi feminine eller maskuline? Har vi valgt et job, som er typisk feminint eller maskulint, og hvordan påvirker det os? Drager vi omsorg for os selv som kvinde, eller er vi hele tiden i den ydre verden, fokuseret på at yde og præstere?
Al denne information kom mig til gavn, da jeg skulle afbalancere den unge kvinde. Det var anden gang, hun havde et fibrom på denne størrelse. Et tidligere fibrom var blevet fjernet. Hun havde fået medicin, og hun var mod sin vilje også blevet sat på p-piller. Nu ville hun en anden vej. Jeg spurgte, om hun kunne tænke sig noget baggrundsinformation, og så fortalte jeg om det, jeg har skrevet i de foregående afsnit. Hun fik meget store øjne. Det var ikke kun en ting, der gav mening. Det var det hele.
Så var det bare om at komme i gang
Jeg tog fat på at massere punkter, som alle relaterer til denne tilstand. David kalder det for aktivering.
- Mave 25 (alarmpunkt for tyktarm) og Ren 12 (alarmpunkt for maven) masseres samtidigt
- Ren 3 (alarmpunkt for blære) og Ren 4 (alarmpunkt for tyndtarm)
- Lever 8 og Nyre 7 (handler om kronisk vrede over livet)
- Galdeblære 43 og mave 44 (Hver for sig – eller sammen + hele området imellem dem)
- Massage af inderlåret
- Chongmeridianen, en af de 8 ekstra-meridianer, blev der også arbejdet med.
Herefter kunne jeg afbalancere, og der kom en dyb forløsning og en dyb indsigt. Hun havde glemt at lytte til sig selv og sit hjerte. Hun havde undertrykt sig selv og sine behov. Hun var et helt forkert sted i sit liv.
Jeg er sikker på, at hun har forstået, at kroppen igennem mange år har forsøgt at fortælle hende noget, men at hun har ignoreret det. Nu var hun parat til at lytte. Som hjemmearbejde skulle hun massere de første fire punkter, der var blevet aktiveret.
Er det kun klienterne, der lærer?
Nej, jeg føler mig enormt privilegeret, for jeg er i skole hver eneste dag. Jeg lærer af mine klienter, og det er jeg dybt taknemmelig for.
Samtidig glæder jeg mig til, at David Corby kommer til Danmark i år for at undervise i sit fantastiske system, VHS – Vibrationel Healing System. Jeg under virkelig andre at få den indsigt, som jeg har fået gennem de seneste 5 år, hvor jeg har taget kurser hos ham.